Алексей Евсеев (jewsejka) wrote in ru_sorokin,
Алексей Евсеев
jewsejka
ru_sorokin

Владимир Сорокин (интервью) // "Atlas", 12.02.2014




Mellem linjerne bør der kun være tomhed

Den russiske forfatter Vladimir Sorokin kan ikke længere holde ud at indånde den rådne totalitære luft i sit hjemland, hvor Homo Sovjeticus lever videre i bedste velgående. Hans svar er anti-utopiske bøger, litteraturens universalitet og en lille hund, der tisser i sneen.

Berlin har mange flotte opgange. Denne her er ingen undtagelse. Luftig. Matteret glas. Det er den slags opgang, hvor historien slikker dig i øret — og så er ejendommen ovenikøbet tæt på det russiske supermarked, som Anna, min tolk, bemærker. En løber plejede at slange sig hele vejen ned af trappen. Den er fjernet nu. Man kan se det, for træet er lysere, der hvor tæppet plejede at ligge. Vi er på vej op på tredje sal for at tale med den russiske forfatter Vladimir Sorokin, som bor her, når han ikke er i sit svenskergule dacha et halvt hundrede kilometer uden for Moskva.

Sorokin selv er sølvfarvet. Hår. Trøje. Bukser. Øjnene marron. Inde i hans arbejdsværelse bliver vi placeret i en sofa. Rummet er næsten tomt. Det vender ud mod gaden. Han henter en stol i spisestuen, hvor vi først hilste på en kvinde, som derefter forsvandt, og fjerner derefter — meget forsigtigt — skakbrikkerne, der står på spillepladen af marmor, så vi kan bruge det som bord. Tale. Bevægelse. Intet ved Sorokin er forhastet. Han er som en maler i færd med at planlægge sit næste portræt og de to piger i sofaen hans motiv.

»I am a shy guy.« Konstaterer Sorokin, som var blandt de nominerede til dette års Man Booker Prize. »I forgot my English.« Intonationen er let stødende, og det er som om hans sætningers lyd altid forskydes en lille smule fra det øjeblik de bliver udtalt. Han starter gerne med en sætning på engelsk. Lyder lidt som en Marlboro Man. Løber så tør for ord. Derefter russisk. Han er syvoghalvtreds år gammel. Meget interesseret i at kende formatet på dette magasin. Blev uddannet ingeniør, men begyndte allerede kort tid efter universitetet at arbejde for et sovjetisk tidsskrift som kunstredaktør. Dog blev han afskediget, da han nægtede at blive medlem af Komsomol. »Please send to me once it is published.« Først efter 1989 begyndte forfatteren, som ofte sammenlignes med Houellebecq og Gogol på grund af sin brug af pastiche, satire og anti-utopiske visioner, at få sine ting udgivet i Rusland.

Dine bøger beskrives ofte som anti-utopiske. Hvordan synes du selv, at dette begreb beskriver dit arbejde?

»Du kan kalde Is-trilogien anti-utopisk. Jeg har ikke noget imod det, men det var ikke min ambition. Mit formål med bogen var at undersøge det tyvende-århundrede, men fra et overraskende perspektiv.«

Her indsætter Sorokin sit første »da«, som han gerne bruger, når han vil understrege sine egne udsagn eller bekræfte tolkens oversættelse.

»Da. Et næsten umenneskeligt perspektiv. Set gennem øjnene af sektens medlemmer. Først og fremmest ville jeg dog lave en gave til mig selv. Det tyvende århundredes historie har så mange klicheer. Du kan ikke længere se det klart. Derfor var det nødvendigt, at finde en måde at se det fra et nyt perspektiv. Til det var meteoren en stor hjælp.«

I et interview du gav til Der Spiegel i 2007, beskrev du, hvordan du som historiefortæller var blev påvirket at Moskvas undergrund, hvor det var normalt at være a-politisk. Idealet var, som du selv beskrev, Picasso, som sad og malede æbler da de tyske tropper gik ind i Paris. Nu citerer jeg bare: ”Jeg holdt fast i det princip indtil jeg fyldte halvtreds. Nu er borgeren i mig kommet til live.” Da jeg læste dette, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad der fik dig til at ændre mening

»Det skete efter Is-trilogien. Vi ændrer os alle sammen. Jeg forandrer mig også. Selvfølgelig påvirkede det der sker i Rusland også min holdning. Det bringer én tilbage til tiden under Bresjnev. Jeg kan ikke længere holde ud at indånde denne rådne totalitære luft. Derudover ønsker jeg, med hver ny bog jeg skriver, at åbne op for noget nyt. Det er også derfor, at mine bøger er så forskellige. Det er mit princip. Med hver ny bog forandres jeg også selv en lille smule. Jaaaa. Forandres. Jeg kommer ikke til at skrive på denne her måde fra nu af (Sorokin peger på et eksemplar af En opritjniks dag.) Efter den skrev jeg en bog, som var fuldkommen anderledes. Den hedder Snestormen. Det er en stille bog. Den er ligesom en lang og håbløs russisk vinter.«

Han rejser sig op og går hen til bogreolen hvor han finder den tyske udgave af bogen, som han viser til os.

Hvordan begyndte du egentlig at skrive?

Et stort støn så et sprudlende grin. Sorokins øjne lyser op, og han retter sig op i stolen. Man kan se, at han skal til at fortælle en historie.

»Det begyndte allerede i skolen. Det skete faktisk ret pludseligt. Min bedstefar var skovfoged. En familie af jægere. Hver sommer tilbragte jeg langt væk fra Moskva i Kalushka regionen. Jeg blev fuldkomment opslugt af livet der. Skoven. Jeg gik på jagt. Min første historie handlede om en vildgås. Nej, vent.«

Sorokin hiver fat i tolkens blok og begynder at tegne.

»Leg black. White there. Red.«

»En urfugl?«, Siger Anna.

»Da Da Da Da Da. Det var en historie om denne urfugl, som blev såret af en jæger og skulle overleve en hel vinter. Det gjorde han og fløj igen. På samme tid var der i skolen — ved du, at der i Sovjetunionen var censur? Der var en fyr, som tog en bog fyldt med erotiske historier med, som han havde fundet et eller andet sted og kopieret. Alle var ivrige efter at læse dem, så han tjente gode penge på det. Det ville jeg også, så jeg skrev min egen historie — også erotisk — men jeg sagde til alle, at jeg havde oversat den fra engelsk. Det utrolige var, at de troede på mig. Alle ville læse den. Den blev meget populær. Da da da. Så forsvandt den. Der var kun én kopi. Det var den første anerkendelse, jeg fik for mit arbejde.«

Hvor ironisk når du nu netop er blev anklaget af det Putin-venlige ungdomsparti 'Iduschie Vmeste' for at være pornograf. Hvad var egentlig titlen på historien. Kan du huske det?

»Æble. Det er underligt. Det gik så nemt. Dengang troede jeg, at jeg skulle være maler. Jeg tegnede, malede og glemte alt om litteratur. Det var først da jeg blev en del af undergrunden, at jeg kom i tanke om det igen. Hvor det blev seriøst.«

Hvem skriver du for?

»Først og fremmest for mig selv. Derudover den intelligente læser, som forstår hvad litteratur er. It is difficult to say for whom.«

Bliver dit arbejde modtaget forskelligt i og udenfor Rusland?

»I de seneste år er min læserskare udenfor Rusland vokset stødt. De vigtigste læsere for mig er dog stadig i Rusland, men det betyder ikke, at jeg er ligeglad med de andre. Mine bøger er vel efterhånden oversat til femogtyve sprog. Det er så interessant at se, hvordan de modtages forskellige steder. Snestormen er for eksempel allerede udkommet i Tyskland, og næste år udkommer den også i Amerika.«

Hvad sagde tyskerne til den?

Sorokin rejser sig endnu engang op og går hen til bogreolen, hvor han finder den tyske udgave af Snestormen frem igen. Han bladrer i den. Slår op på titelbladets bagside og peger. Det er fjerde oplag.

»Da da da. Den er blevet meget populær her, men sådan skal det også være. Litteratur er universelt. Ligesom valuta skal den kunne veksles hvor som helst. For example; Tolstoj og Dostojevskij. Da da. Engang befandt jeg mig i Guadalajara i Mexico. Jeg kom forbi en lille boghandel. I vinduet stod Anna Karenina ved siden af en hel masse Mexicanske bøger. Det er, hvad vi bør stræbe efter.«

Jeg deltog engang i et debatarrangement, hvor det blev foreslået, at det samarbejde — den integration — som har fundet sted i Europa efter Anden Verdenskrig bør betragtes som en parentes i en meget lang (og ofte blodig) historie, og at det vi nu ser er en tilbagevending til status quo. Kan man sige det samme om Rusland?

»Man kan bedst besvare dette spørgsmål med lidt afstand. Rusland, i modsætning til Tyskland, har aldrig begravet sin fortid. Efter Anden Verdenskrig gravede tyskerne et kæmpe hul (han demonstrerer med hænderne) skubbede alt derned og lagde asfalt. De skabte en ny verden. Bright new world. Nu er Tyskland den stærke mand i Europa. Den mest demokratiske. Selv min franske udgiver siger det — og han er oven i købet fransk. Det er et tegn. Det gjorde Rusland til gengæld ikke. Under Jeltsin var der et momentum. En mulighed for at gøre det, men folkene fra KGB, fra partiet, fra regeringens apparat forsvandt ikke. De ville for alt i verden holde fast i magten. Derfor endte det, som det gjorde. De er alle sammen tilbage igen. På den ene side er der en masse unge, som rejser til Vesten og ser hvordan andre mennesker lever, men i provinserne forbliver de Homo Sovjeticus. Det er dem magten hviler på. Fortidens inerti viste sig at være vedholdende.«

Kender du George Orwells essay 'Why I Write'?

»Yes yes.«

Ifølge Orwell er der fire grunde til, at folk skriver: 1) Ren egoisme. 2) Æstetisk entusiasme. 3) Historisk impuls. 4) Politisk formål. Hvilke passer på dig?

Sorokin griner.

»Orwell var en journalist i krop og sjæl. Der er et femte punkt — selvfølgelig — og det er skønheden ved den litterære proces. Litteratur som et narkotika. Hvis man tager Nabokov for eksempel. Eller Kafka. De var forelskede; fascinerede af litteratur. Bøger skal stille spørgsmål og dernæst leve deres eget liv. Der må være et femte punkt: spørgsmålet. Faktisk mener jeg ikke, at det er en forfatters job at give svar. Han skal stille spørgsmål. Store spørgsmål.«

Det er sjovt, at du nævner Nabokov og spørgsmålet om mening. Jeg har netop læst et essay af Zadie Smith, hvor hun sammenligner Barthes og Nabokov. Som ung var hun vild med Barthes, og hans invitation til at tilskrive enhver tekst sin egen mening. Nabokov, derimod, beskriver hun som en forfatter der med hver ny bog inviterer sin læser ind i et nyt hus — hans hus vel at mærke — fyldt med fælder, hints og ironi, som det er op til læseren at opdage. Hvor læseren Zadie Smith satte pris på den appropriation Barthes gav mulighed for, holder forfatteren Zadie Smith af tanken om, at man kan kommunikere med sin læser. At forfatteren ikke er helt død.

»Den ideelle læser forstår disse ting, men sagen er den, at enhver bog kan læses lige som man ønsker. Der vil altid eksistere en masse lag. Jeg kørte engang i taxi i Moskva. Det var en ung mand bag rattet. Jeg kunne se, at han havde en bog. Lolita af Nabokov. Han havde fået den af en veninde. 'Har du læst den?' 'Ja. En smule.' 'Hvad handler den så om?' 'Den handler om en professor, som knalder en ung pige.' Da forstod jeg, at man også kan læse Lolita på den måde; at han var i sin fulde ret til at gøre det. Ha ha ha. Kender du Gogol? I Sovjet blev vi tvunget til at læse ham som en satiriker, men han er mere end det. Han er en metafysiker. Det er den form for læsning man bør stræbe efter. Til de kvindelige studerende, som ikke forstod dette, plejede Nabokov at sige: 'Min kære. I stedet for at studere litteratur burde du nok blive gift.’ Ha ha ha. I dag ville det selvfølgelig være en dybt problematisk ting at sige.«

Amerikansk Pen organiserede i 2011 en samtale mellem dig og den russisk-amerikanske forfatter og journalist Keith Gessen, hvor han meget rigtigt gør opmærksom på, hvor underholdende det er, at beskrive dine bøger for én, som endnu ikke har læst dem. Hvordan forklarer man for eksempel denne scene fra 'En opritjniks dag':

»Efterhånden samles og sammenføjes opritjniklarven. Der lyder støn og grynten bag mig. Efter broderskabets love skal venstrefløjens og højrefløjens opritknikker sammenføjes skiftevis, og først derefter kobles de unge på. Sådan er det skik hos lillefar. Gud være lovet...Skrig og støn fortæller mig, at turen nu er kommet til de unge. Lillefar opmuntrer dem: — Nu ikke generte, mine små. De unge gør deres bedste, presser sig ind i de snævre røvhuller. De får hjælp af de mørklagte bademestre, som retter ind og understøtter. Nu skriger den næstsidste op, mens den sidste grynter, og så er larven færdig. Den er sammenføjet i alle led. Vi står helt stille.«


»Lige da Is-trilogien var udkommet i Rusland, tog jeg til frisøren.«

Sorokin peger på sit hår. En yderst velplejet hjelm af sølv.

»Det var en fin salon. En af pigerne, som arbejdede der, genkendte mig. 'Hr Sorokin. Jeg har læst din bog.' Sagde hun. 'Er det rigtigt, at hvis man laver en ishammer og hamrer den ind i ens bryst, at man så kan vække hjertet?' Jeg fortalte hende, at jeg ikke har prøvet. She was serious. The power of literature. I Rusland er der gudskelov stadig nogle ærlige og åbne læsere. Det er vidunderligt. Da da da da da da da

Leo Strauss, den politiske filosof, undersøger i et essay 'Persecution and the Art of Writing', hvordan filosoffer i middelalderen gjorde brug af bestemte litterære teknikker for at sløre påstande, som var kontroversielle og derfor muligvis kunne bringe dem i fare. Han kalder det ”at skrive mellem linjerne”. I et interview har du beskrevet, hvordan du plejede at sidde i metroen og læse Orwells '1984', som på det tidspunkt var forbudt, og at du derved følte, at han ”talte” specifikt til dig. Appellerer ideen om at ”skrive mellem linjerne” stadig til dig?

»Ahhh. Hmmmm. Det er et meget alvorligt spørgsmål.«

Stilhed. Interviewets længste.

»For tyve år siden ville jeg have været helt enig med Leo Strauss, men med tiden er jeg kommet til at foretrække gennemsigtighed. Jo mere gennemsigtig jo bedre. Mellem linerne bør der kun være tomhed. Det var det, jeg prøvede at gøre med Snestormen. Da da da da da. I den er kun teksten. Nu om dage kan jeg for eksempel ikke læse Umberto Eco, som taler om forbindelsen mellem filosofi og litteratur. Enhver skal passe sit job. Jeg er ikke længere optaget af hermeneutikken, men af kvaliteten af den verden som bliver skabt. Kunne I tænke jer lidt vand?«

Han forsvinder, men vender hurtigt tilbage med en kande og tre glas.

For at vende tilbage til ideen om at ”skrive mellem linjerne” var det så ikke det, du gjorde i 'En opretjniks dag'?

»Jo. Selvfølgelig. Absolut. Mellem linjerne.«

Med hænderne demonstrerer han. Kæmpe afstand.

»Absolut. Der var masser af plads mellem linjerne. Ha ha ha ha ha.«

Ifølge Leo Strauss er denne strategi nødvendig i illiberale samfund. Hvad med i liberale?

»Ideen om at 'skrive mellem linjerne' var meget populær under Sovjet på grund af al censuren. Mange forfattere endte med at dechifrere alting. Det blev en kollektiv psykose. Da da da. Jeg har fået det at vide så mange gange. 'Læs mellem linjerne.' Men hvad hvis der ikke står noget? En forfatter bør være klar over, hvad det er, han gerne vil sige og så være i stand til at udtrykke det.«

Føler du, at du kan skrive hvad du vil?

Dybt suk.

»I En opritchniks dag stillede jeg følgende spørgsmål: hvorfor er magten i Rusland så afhængig af tvang og vold? Jeg voksede op i et totalitært samfund. Volden var alle vegne. En ting var den fysiske vold og dens mange variationer, men det var ikke det mest uhyggelige.«

Sorokin peger på sit hoved.

»Jeg undersøger den russiske metafysik.«

Af alle steder i verden hvorfor besluttede du dig så for at bosætte dig i Berlin?

Han stønner dybt. Rejser sig op og rør ved en lille byste, som forestiller en hund.

»Det er et godt spørgsmål. Hmmmmmm. Den første gang jeg rejste udenlands var i 1988. Jeg besøgte Vestberlin. Boede her i Charlottenburg. Jeg kunne virkelig godt lide det. Ha ha ha. Jeg blev forelsket i Berlin. Her er Lebensraum. Her er hverken småt eller indeklemt. Det er verdens mest demokratiske by. It was unforgettable.«

Et sidste spørgsmål. Kan du sige noget om, hvordan du arbejder?

Sorokin griner. Siger noget til tolken, som derefter også begynder at fnise.

»Sorokin siger, at Nabokov ville sende intervieweren hjem, hvis han blev stillet dette spørgsmål.«

»Vær sød at forstå, at det er en meget fin ting. Men okay. Jeg blev inspireret. Jeg har en hund.«

Han rejser sig op endnu en gang og finder et billede af hunden frem på sin mobiltelefonen.

»Det er en vidunderlig hund. En Whippet. Da da. Den er meget lille. Fin i det. Jeg var på et marked og så en kæmpe knogle fra en ko. Den var fyldt med blod. Jeg tænkte, at det ville være sjovt at give den til min lille hund. Hvordan ville han mon reagere? Jeg kørte hjem. Jeg bor udenfor byen. Det var vinter. Solskin. Sne. Jeg kastede knoglen, og til min store overraskelse begyndte hunden at lave en form for rituel dans rundt om den. Det var meget smukt men også meget uhyggeligt. Den dag begyndte jeg at skrive En opritjniks dag. How can you explain that?«

Dagen efter interviewet sender Sorokin mig en email. Der er en vedhæftning med titlen Russisk Metafysik. Det er et fotografi af hans hund. Der er også en snemand. Det gule hus i baggrunden. Alt ånder idyl. Men så igen. Billedet er fra Vladimir Sorokin, og motivet er Rusland. Der er aldrig total harmoni, og ved nærmere eftersyn opdager jeg da også, at hunden er i gang med at overpisse snemanden.

»Med ønsket om alt det bedste. Vladimir S.«

Kathrine Tschemerinsky
Tags: интервью
Subscribe
  • Post a new comment

    Error

    default userpic

    Your reply will be screened

    Your IP address will be recorded 

    When you submit the form an invisible reCAPTCHA check will be performed.
    You must follow the Privacy Policy and Google Terms of use.
  • 0 comments